Kunsten i dybet

I 1926 etablerede Anders Bundgaard Thingbæk Kalkminer sammen med sønnen Christian Andersen Bundgaard, som fik det daglige ansvar for produktionen. Som de bevægede sig stadig længere ind i kalkbjerget, efterlod minearbejderne gigantiske sale, som Bundgaards skarpe sans for dramatisk æstetik snart fandt anvendelse for. Her i "Danmarks mest særprægede museum" fik Bundgaards originale gipsfigurer både den plads og den fortættede stemning omkring sig, der fremhæver værkernes kunstneriske kvaliteter. Figurerne har dannet forlæg for berømte monumenter som Cimbrertyren, Gefionspringvandet og Genforeningsmonumentet. Museums- og minedrift fungerede side om side frem til 1960, hvor minen var blevet urentabel. I 1969 blev museet tilført en del originale gipsfigurer fra Carl Johan Bonnesen, hvis bronzeskulpturer pryder mange offentlige rum i kunstnerens fødeby. Modellerne kan stadig beundres i minerne sammen med Bundgaards modeller og  værker af enkelte andre kunstnere. Se afsnittene nedenfor.

Anders Bundgaard blev født i den lille flække Ersted få kilometer fra Thingbæk dagen efter, at tyskerne havde forladt Himmerland i 1864. Faderen var husmand, træskomager og en fantastisk fortæller. Megen skolegang blev det ikke til for Anders, men hans talent for at tegne og klippe karikaturer viste sig tidligt. Dette talent blev ikke værdsat af alle på egnen, og skulle efter sigende være årsagen til, at han som 15-årig fandt det bedst at søge lykken i hovedstaden. Her ernærede han sig ved småjobs indtil gode folk sørgede for, at han kom på teknisk skole og derefter Kunstakademiet. Anders Bundgaard havde fundet sit kald og uddannede sig til billedhugger på rekordtid, hvorefter han tog afsted på den obligatoriske dannelsesrejse til Sydeuropa. Efter hjemkomsten var han lige så fattig, som da han blev født, og søgte derfor arbejde hos arkitekt Nyrup, som var i gang med tegningerne til Københavns Rådhus. Det blev starten på et frugtbart samarbejde, som skaffede Bundgaard både anerkendelse og smør på brødet. Med anerkendelsen kom bestilling på flere opgaver, som i dag værdsættes som nogle af Danmarks smukkeste monumenter. 

Carl Johan Bonnesen, som var født i Aalborg i 1868, blev kendt som "Lykkeprinsen fra Jylland", da han efter endt uddannelse på Kunstakademiets billedhuggerskole fik succes i hovedstaden. Han var med på de vigtigste udstillinger og blev indbudt til konkurrencer om store udsmykningsopgaver. Bonnesens realistiske og samtidig symbolladede skulpturer var banebrydende på datidens kunstscene. Carl Johan var født med det drømmende, fantaserende sind, som har udviklet mange store kunstnere. Han var stærkt optaget af det eksotiske og ikke mindst østen, som han også selv fik lejlighed til at besøge. Inden da havde han i sine værker gengivet asiater ud fra sin egen fantasis billeder. I Thingbæk Kalkminer kan man bl.a. se forarbejderne til første version af "Hunner bortfører kineserpige" og "En barbar." Bonnesen var optaget af anatomi og særdeles grundig med sine forstudier til sine værker. De omhyggelige virkelighedsstudier resulterede blandt andet i helt fantastiske gengivelser af dyr. I minerne kan man beundre den kernesunde hingst, billedhuggeren skabte til skulpturen "Rytteren" og sammenligne den med det udslidte øg, som manden med leen rider på i gruppen "Amor og Døden."

Carl Johan Bonnesen dør pludseligt i 1933, og billedhuggerens datter Gudrun Mangor arver hans atelier midt i København fyldt med gipsfigurer - både figurer, som er blevet realiseret i bronze og figurer, som det endnu ikke er lykkedes for Bonnesen at få støbt. Gudrun havde tit hørt sin far sige ordene "Det hele ender vel nok i brokkasse", og hun besluttede sig nu for at gøre alt for, at det ikke skulle ske. Hun tilbød borgmesteren i Aalborg at overdrage 96 gipsmodeller og et par bronzeskulpturer til faderens fødeby, hvis kommunen til gengæld  ville opføre et museum for Bonnesen og desuden sørge for at en del  gipsmodeller blev støbt i bronze. Figurerne blev stuvet sammen i en sidebygning til Aalborg Hallen til stor ærgelse for Gudrun Mangor. Det var ikke sådan et museum, hun havde forestillet sig. Under 2. verdenskrig blev der sat ild på Aalborg Hallen, men gipsfigurerne overlevede heldigvis branden, men blev efterfølgende opmagasineret hist og her under dårlige forhold. Det lykkedes et par passionerede frivillige at få restaureret gipsfigurerne og arrangeret en udstilling i anledning af billedhuggerens 100 års fødselsdag i 1968. Derefter kom en del af gipsmodellerne til Thingbæk Kalkminer, hvor de kan beundres den dag i dag.

Herman Wilhelm Bissen  (1798-1868) og Christian Gottlieb Vilhelm Bissen (1836-1913) var far og søn, begge billedhuggere og begge undervisere på Kunstakademiets billedhuggerskole. Anders Bundgaard stiftede bekendskab med Bissen den yngre gennem sin læremester på akademiet Stephan Sinding, som var udlært hos netop Bissen den yngre. Der er udstillet mindst to Bissen-værker i Thingbæk Kalkminer. Et forarbejde til Chr. d. IV-skulpturen på Nyboder af Bissen den yngre og et forarbejde til "Moses" ved Vor Frue Kirke i København fra faderens hånd. Det er sandsynligt, at Anders Bundgaard har bragt de to Bissen-figurer med sig fra hovedstaden, da han oprettede sit underjordiske skulpturmuseum i 1935. I minerne er desuden udstillet en figurgruppe, som ikke er signeret med kunstnerens navn, men udelukkende med teksten "Roma 1862". Da Bissen den ældre opholdt sig i Rom, da værket blev skabt, og da kvindefiguren i gruppen er klædt næsten nøjagtig som Bissens "Electra", der er udstillet på Glyptoteket, er der en vis sandsynlighed for, at gruppen er skabt af samme kunstner.  Rebildcentret modtager meget gerne informationer om denne figur, ligesom vi altid er interesseret i ny viden om både Bundgaard og Bonnesen.

På Anders Bundgaards 150 års fødselsdag den 7. august 2014 blev der for første gang i 80 år afsløret et nyt relief hugget direkte i minevæggen.  Det var Bundgaard  selv, der i 1934 kaldte  "Bakkens Ånd" frem af undergrunden, som  derefter fik fred for direkte kunstnerisk bearbejdning frem til 2013. Under sin udstilling "Modmyter" i 2013, hvor Søren Assenholdt viste nye værker, der spillede op til Bundgaards og Bonnesens klassikere, begyndte den unge kunstner at hugge værket "En forsamling" ud af minevæggen. Relieffet blev fuldendt til afsløring på Bundgaards fødselsdag, og vil fremover kunne beundre i den centrale minegang. .