En spændende forhistorie

Nok er Rebildentrets velkomstbygning helt ny, men stedet har en lang og interessant historik, som du kan læse mere om nedenfor.

KALKINDVINDING, LANDBRUG OG MØLLERI

Gennem generationer har man udvundet kalk til mørtel og jordforbedring fra åbent brud bag Thingbæk Møllegård. Gården blev drevet både som vandmølle, hvor andre bønder kunne få malet deres korn, og som det alsidige landbrug, som har været almindeligt i århundreder. Anders Bundgaard, der drev kunstnerisk virksomhed fra hovedstaden var stærkt knyttet til sin fødeegn her i hjertet af Himmerland. I år 1900 tog han initiativ til etablering af kunstnerkolonien på Ørnebjerg, som gennem 17 år samlede kunstnere som ægteparret Harald og Agnes Slott-Møller, Peter Mønsted og Hans Nikolaj Hansen. I 1904 købte Anders Bundgaard Thingbæk Møllegård og indrettede sommeratelier i det lille aftægtshus til højre i billedet ovenfor. Møllegården blev drevet videre af en forpagter.

 

Ørnebjergkolonien ved Gravlev Ådal.

Thingbæk Møllegård anno 1904

Kalkudvinding i minerne i 1950'erne 

Thingbæk Kalkværk i 1950'erne

INDUSTRI OG MUSEUM SIDE OM SIDE

Først i 1926 etablerede Anders Bundgaard og sønnen Christian minegangene og den industrielle kalkproduktion i et stort kalkværk på bakken bag møllegården. Som de bevægede sig stadig længere ind i kalkbjerget, efterlod minearbejderne sig gigantiske sale, som Bundgaard med sit skarpe blik for dramatisk æstetik snart fandt anvendelse for. Her i "Danmarks mest særprægede Museum" fik Bundgaards originale gipsfigurer den plads og fortættede stemning omkring sig, som fremhæver deres kunstneriske kvaliteter. Figurerne har dannet forlæg for berømte monumenter som Kimbrertyren, Genforeningsmonumentet og Gefionspringvandet. Museums- og minedriften fungerede side om side frem til 1960, hvor minen var blevet urentabel.

 

UNDERJORDISK ATTRAKTION i 80 ÅR

Gennem se sidste 80 år har utallige gæster besøgt Thingbæk Kalkminer med Bundgaards Museum bl.a. ved de stemningsfulde lysfester med levende musik. Af andre arrangementer kan bl.a. nævnes en udstilling under kunstfestivallen Port 2010, hvor nye digitale værker med lys og lyd spillede op til Bundgaards og Bonnesens klassikere i minerne. Luciaoptog i dybet er en populær årligt tilbagevende begivenhed, ligesom flagermusdagen i efterårsferien, hvor børn og barnlige sjæle kan høre både hyggelige og uhyggelige historier om de flyvende pattedyr, som overvintrer i minerne. Møllegården er løbende blevet moderniseret, men den helt store omvæltning kom i 2014, hvor den gamle stald og lade blev fjernet for at give plads til en ny velkomstbygning. 

 

Bundgaards Museum i minerne.Møllegård anno ?

Chr. IV til lysfest.

Luciaoptog i minerne.

Ildshow ved Stenild Gøglerne.